Humør, følelser og sindstilstand i et fertilitetsforløb

Det her blogindlæg er helt naturligt at skrive præcis lige nu, da jeg er midt i et reagensglasforløb (ICSI), og oven i købet den del af behandlingen der påvirker mig allermest, nedregulering.

Jeg føler mig fuldstændig ved siden af mig selv, kronisk træt og rundt på gulvet, med tankemylder så det siger spar to, og jeg prøver bare at holde sammen på mig selv på bedste vis. Mit humør er stadig ok, men jeg er generelt mere sensitiv og der skal mindre til at påvirke mig i negativ retning, det er dog ikke så slemt som sidst, men nu er det jo også kun første forsøg i denne omgang.

Nu er det jo 4 år siden, at vi sidst var igennem en masse behandlinger, og jeg er simpelthen så overrasket over, hvor hurtigt jeg føler, jeg er på vej ind i de samme tanker og følelser som dengang. Det havde jeg slet ikke forventet – jeg troede egentlig jeg skulle være meget mere afslappet og med et meget mere roligt hoved, både fordi jeg ved, hvad jeg går ind til, men også fordi, at jeg jo er så super heldig at jeg sidste gang kom ud på den anden side med et lille mirakel. Så ved ikke om det ”bare” er det bombardement af hormoner man får, der påvirker én på så mange måder.

Tankemylder

Jeg er ikke helt det samme sted som sidst. Der havde vi trods alt været igennem flere års fertilitetskamp, men jeg kan bare genkende nogle af følelserne. Bl.a. tankemylder – der er så meget, der presser sig på. Tanker omkring om det lykkes at blive gravid, hvordan jeg tackler det hvis det ikke lykkes, mulig terminsdato, tanker om, hvordan hele behandlingsforløbet passer ind i arrangementer vi skal til, skal man tage hormoner når man er ude til noget, og også hvis jeg skulle være så heldig at opnå graviditet, hvordan passer det så ind. Især i disse Coronatider vi lever i pt. Det fylder faktisk en del; hvis jeg bliver gravid i dette forsøg, hvordan skal jeg så forholde mig i forhold til større forsamlinger, tør man tage med, er det farligt, kan man miste barnet osv, osv. De tanker løber bare hurtig løbsk.

Det sociale, isolation og ensomhed

En anden ting jeg kan mærke stille og rolig krybe ind på mig, det er lysten eller mangel på samme, til at være sammen med andre. Nu har jeg et job hvor jeg skal være meget social og udadvendt, hvilket godt kan være med til at dræne mig ekstra meget, når jeg er påvirket af hormonerne. Så når jeg har fri, har jeg egentlig mest lyst til bare at være hjemme og koble fra og ikke skulle forholde mig til andre mennesker. Hvilket er noget der ellers har ligget langt fra mig, jeg har altid været glad for at være sammen med vores venner. Og det er selvfølgelig heller ikke værst med vores venner, det er klart hårdest når der er mange mennesker man ikke kender, det kræver altid lidt ekstra energi. Især i vores sidste behandlinger for 4 år siden, der var der også den del, at jeg helst gerne ville vide på forhånd om jeg ville rende ind i nogen der var gravide, og det vidste jeg jo aldrig rigtig, hvis jeg skulle til noget hvor der kom nogen jeg ikke kendte. Det gjorde til, at jeg helst bare blev hjemme. Jeg blev til sidst ret god til at finde på undskyldninger for at blive hjemme, og bare sende manden af sted, simpelthen for at beskytte mig selv mod at støde ind i gravide maver. Så på den måde fik jeg isoleret mig selv mere og mere – og blev også mere og mere ensom.

Det mentale

Sammen med ensomheden kom også angsten – angsten for aldrig at blive gravid, og ikke mindst sorg. Sorg over hver gang det ikke lykkedes og sorg over, ret ofte, ikke at være det samme sted som de fleste omkring os. Stort set alle vores venner nåede at få børn i den tid vi var i gang, og selvfølgelig blev jeg glad på deres vegne, men det toppede altid lige lidt ekstra oven på min sorg, hver gang det skete.

Når jeg ser tilbage på det, så forestiller jeg lidt min sindstilstand som en kurve. En kurve der startede højt, for jeg var generelt en rigtig glad pige. Når vi så havde været igennem et forsøg der ikke lykkedes, så faldt den kurve lidt. I pausen mellem vores forsøg, steg kurven lidt igen, men den kom ikke op på startpunktet. Så for hvert forsøg faldt kurven mere end den steg i vores pauser, så det var ligesom bare for nedadgående, og til sidst følte jeg faktisk ikke jeg kunne kende mig selv.

Jeg begyndte lidt at gemme mine følelser væk, jeg begravede dem simpelthen for at få en hverdag til at hænge sammen. Jeg blev kynisk, så når nogen sagde, at de godt kunne forstå, hvor hårdt vi havde det og at de følte med os, så negligerede jeg ligesom deres følelser, og tænkte bare ”de aner ikke hvad de snakker om” – det var virkelig en grim side af mig selv jeg udviklede. Da jeg så var blevet gravid, og oplevede flere græde af glæde på mine vegne, måtte jeg jo sande, at de virkelig havde talt sandt, når de fortalte at de følte med mig – og det var nok det, der gik op for mig, hvordan jeg havde udviklet mig i en negativ retning og overhovedet ingen empati havde for andre – hvilket igen er en side af mig selv, jeg slet ikke kan nikke genkendende til, fra før vi gik i behandling.

Det er utroligt skræmmende, hvad hele denne her proces kan gøre ved én – tænk en gang, at man kan komme så langt væk fra sit oprindelige jeg! Jeg er heldigvis blevet mig selv igen, og denne gang vil jeg virkelig prøve at holde fast i mig selv, mit humør, mit sociale jeg og ikke mindst empati for andre. Som beskrevet så har jeg allerede mærket lidt til nogle af disse reaktionsmønstre, så jeg vil ikke lyve – det bliver rigtig svært!

Men prøv og husk på, at når venner og bekendte siger de føler med jer, så forstår de måske ikke hundrede procent hvad I går igennem, men det er helt sikkert rigtigt, at de føler med jer, og deres følelser er lige så ægte som jeres egne – det lærte jeg i hvert fald.

De kærligste hilsner herfra

Linda

Sponsoreret indlæg.