Om at åbne op

Jeg tænker at jeg vil skrive lidt om, hvordan det kan føles endelig at åbne op og fortælle folk omkring én, at man er i fertilitetsbehandling. Det vil jeg fordi jeg ved, eller føler mig ret sikker på, at der sidder rigtig mange derude, som ikke deler det at være i fertilitetsbehandling med nogen, og det synes jeg er synd.

Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg faktisk ikke huske hvornår vi fortalte venner og familie, at vi var gået i fertilitetsbehandling, men jeg kan huske der gik et stykke tid før jeg fortalte det til mine kunder (jeg er frisør). Både over for vores venner og familie, og over for mine kunder, var det for mig en befrielse, at få det fortalt.

Med vores venner og familie var det bare rart, de vidste det, også fordi vi i længere tid, havde hørt på spørgsmål om hvornår vi skulle have børn, og det gør bare ondt når man prøver og det ikke går som man ønsker.

I forhold til mine kunder, var det mere det her med aftalerne på klinikken. Det er jo ofte kun med få dages varsel man får tid til undersøgelser og behandlinger, hvilket betød jeg jo ofte skulle, og skal også denne gang, flytte på kunder der er booket ind. Inden jeg fortalte, at jeg var i fertilitetsbehandling, måtte jeg finde på andre undskyldninger, hvilket jeg slet ikke kunne lide. Så derfor var det nemmere at kunne sige sandheden.

Bagsiden

Selvfølgelig er der også en bagside til at åbne op. Når nogle spurgte hvordan det gik følte jeg ofte de kun spurgte til behandling. Eller når der blev spurgt direkte til behandlingerne og jeg ikke havde lyst til at snakke om det, kunne jeg da godt ind i mellem ønske jeg ikke havde sagt det. Til gengæld gjorde det, det nemmere at være i følelserne, fordi jeg kunne være åben omkring hvordan jeg havde det. Hvilket også var en stor hjælp på arbejdet, især når jeg havde en dårlig dag.

En anden bagside, kunne også være de råd de fleste kommer med når man fortæller, at man er i fertilitetsbehandling. Eller historier om nogle de kender, som gjorde dit og dat og så blev de gravide. Og nu når vi prøver at få nummer to, så er det historier om par der skulle have hjælp til nummer et, og vupti, så kom nummer to helt af sig selv. Og er der noget man ikke har brug for at høre, så er det gode råd. Ofte har man jo selv læst alt, sat sig ind i alt og prøvet alt. Og historier om andre, gider man bare ikke rigtig høre, for det er jo andre og ikke ensbetydende med, at det er gældende for én selv. Men her er man bare nødt til at vende det døve øre til, og prøve at huske på, at folk kun siger de ting i en god mening, og for at hjælpe.

Når man åbner op og fortæller om sin behandling, finder man rigtig ofte ud af, at nogle af de mennesker man har omkring en, faktisk også har været igennem det, eller kender nogle der har, så man føler sig bare mindre alene omkring det. Og så tror jeg bare, at det er rigtig sundt at få italesat de ting der er svære for én, det er en stor del af bearbejdningen.

Så når alt kommer til alt, har jeg i det store hele altid været glad for, at vi i sin tid åbnede op og lod vores venner, familie, kollegaer og øvrige omgangskreds komme indenfor. Faktisk husker jeg det som en stor vægt der forsvandt fra mine skuldre, da vi begyndte at tale åbent omkring vores fertilitetsbehandling.

Mange kærlige hilsner

Linda

Sponsoreret indhold