Undersøgelse af manden
Mandlig infertilitet
- Undersøgelser
- Behandling
- Donorprogram
- LGBTQ+
- Netværk for solomødre
- Priser
- Samtaleterapi hos Trianglen
- RI Witness
Inden fertilitetsbehandlingen med insemination, IVF eller ICSI kan påbegyndes, skal der foretages følgende undersøgelser
Generel helbredsundersøgelse
- Journaloptagelse med henblik på tidligere sygdomme og livsstilsfaktorer (rygning, overvægt).
- Blodprøve med henblik undersøgelse for HIV og leverbetændelse (hepatitis B/C).
Sædkvaliteten
Manden skal have undersøgt en sædprøve for at teste sædkvaliteten, inden I kan komme i gang med fertilitetsbehandlingen.
Hvis sædkvaliteten er svært nedsat med totalt sædcelleantal under 3 millioner, således at der skal behandles med mikroinjektion (ICSI), anbefaler vi nærmere udredning af manden med henblik på at påvise mulige årsager til den nedsatte sædkvalitet.
I sådanne tilfælde henviser vi manden til undersøgelse på Rigshospitalets klinik for vækst og reproduktion (GR). Her tages en blodprøve fra manden med henblik på almindelig kromosom-analyse og analyse for såkaldte mikrodeletioner på Y-kromosomet. Der undersøges også for forskellige hormoner og der foretages ultralydskanning af testiklerne. Eventuelt suppleres med vævsprøve fra testiklerne, hvis der er mistanke om decideret sygdom i en testikel.
Viser det sig, at den nedsatte sædkvalitet skyldes forandringer på Y-kromosomet (det er dog ganske sjældent), må I tage stilling til om det skal få følger, for eksempel i form af anvendelse af donorsæd i stedet for egen sæd. Fejl på Y-kromosomet vil med stor sandsynlighed gives videre til eventuelle drengebørn, som så har stor risiko for at arve faderens nedsatte sædkvalitet.
Mænd helt uden sædceller bør tillige undersøges for den genfejl, der medfører cystisk fibrose. Årsagen er, at i 25 % af tilfældene, hvor der findes sædceller i testiklerne, men ingen i sædvæsken, skyldes det manglende udvikling af sædstrengene, som er knyttet til genet for cystisk fibrose.
Sædprøven viste, at der ikke var sædceller. Kan vi alligevel behandles?
Ja. I nogle tilfælde, hvor der ikke er sædceller i sæden, kan sædceller udhentes direkte fra testiklerne (TESA). Sædcellerne kan anvendes til befrugtning af ægceller i forbindelse med reagensglasbehandling med mikroinsemination (ICSI). Hvis det ikke er muligt at skaffe sædceller fra manden, er der mulighed for at foretage insemination med sædceller fra en sæddonor.
Hvad hvis man som mand er steriliseret og nu ønsker barn?
Sterilisation af en mand foretages ved at et lille stykke af begge sædlederne fjernes. Testiklerne producerer stadig sædceller, men sædcellerne kommer ikke ud i sædvæsken. I denne situation er der forskellige muligheder for behandling:
- Reagensglasbehandling med mikroinsemination (ICSI). Sædcellerne til denne procedure fremskaffes ved at der udtages en lille smule væv fra en af testiklerne (TESA). Metoden er effektiv, men det er som nævnt nødvendigt at gennemføre reagensglasbehandling.
- Refertilisering, det vil sige, at det forsøges at reparere de overskårne sædledere. Chancen for at der kommer tilstrækkeligt med sædceller ud i sæden efter denne form for behandling er næppe over 50%.
- Der er mulighed for insemination med sæd fra en sæddonor. Ved denne behandling er der gode behandlingsresultater, men manden bliver ikke biologisk far.
Kan man nedfryse sædprøven til senere brug?
Ja. Men sædkvaliteten forringes altid, når prøven fryses ned. Frysning af sædprøver kan anvendes i sjældne tilfælde, hvor manden for eksempel er bortrejst, når sædprøven skal bruges.
Frysning af sædprøver kan også benyttes til opbevaring af sæd, hvis manden skal behandles for eksempel med kemoterapi, der vides at skade sædproduktionen væsentligt.
Ønsker du at få mere at vide?
Hvis du vil lære mere om fertilitetsundersøgelser til mænd, så ring til os eller book en konsultation.